Velkommen til A/B Kongshøj

Vores andelsforening A/B Kongshøj består af 19 lejligheder fordelt på to opgange. En i Kongshøjsgade 8, og en i Haderslevgade 27. I øjeblikket (2024) bor vi 33 personer, heraf 8 børn og unge, og vi er alt fra pensionister, jurister og skuespillere – og alt det midt imellem. Mange har boet her i mere end 10 år.

Vi sætter pris på godt naboskab og har tradition for, at alle beboere hjælper til med at passe godt på huset.

Ejendommen er opført i 1903 og er renoveret i flere omgange, dels i forbindelse med en stor byfornyelse i 2000 og dels i forbindelse med udskiftning af alle vinduer i 2016. Andelsforeningen blev stiftet i 1986, den er veldrevet og har en sund økonomi.

Se, hvor vi bor på Google map

Foto: A/B Kongshøj

Foreningen har navn efter ’Kongshøj’. Kongshøj eller Königshügel er en lille landsby, som ligger cirka seks kilometer syd for Slesvig i Tyskland. Under den 2. Slesvigske Krig i 1864 udkæmpede danskere og østrigere den 3. februar ’slaget om Kongshøj’, der var en fremskudt post foran Dannevirke. Slaget foregik efter sigende i et frygteligt vejr med ned til ti graders frost og snestorm og endte med, at danskerne måtte trække sig tilbage til Dannevirke. Til minde om landsdelen Slesvig fik mange af gaderne i vores kvarter navn efter lokaliteter, der i dag ligger både nord og syd for den nuværende dansk-tyske grænse.

Ejendommen er opført i industrialiseringens tidsalder, hvor mange mennesker tilskyndet af muligheden for arbejde flyttede fra landet til byen, hvilket medførte et stigende behov for opførelse af boliger. Omkring år 1900 boede der cirka 70.000 mennesker på Vesterbro. I dag bor her cirka 43.000 mennesker.

Området omkring Enghave Plads er i dag et levende, men fredeligt, område med masser af små erhvervsdrivende, en metro, en skole, en skater-bane, musikhuset Vega og så videre.

Foto: Fælles arbejdsdag i A/B Kongshøj